|
|
Lærervejledning |
|
|
Dette web-site er i sin nuværende udformning (3. version) en revision af en revideret udgave af hjemmesiden 'Hallöchen'. Hallöchen var oprindelig en del af en eksamensopgave udfærdiget sommeren 2001 under IT-vests masteruddannelse i IT, sprog og læring . Videreudvikling og første revidering skete på baggrund af interviews af tre tysklærere på Kroggårdsskolen i Odense samt på basis af indkomne spørgeskemaer fra tilsammen 97 elever fra Kroggårdsskolen, USA og Letland. Den første reviderede udgave (version 2) indgik som en del af et aktionsforskningsprojekt (eksamensopgave) i sommeren 2002.
Hallöchen omfatter en lærerdel og en elevdel.
|
|
Lærerdelen omhandler emnet IT i sproglæringen, og der er henvisninger til litteratur og software inden for de forskellige områder. Den software, der henvises til, er for hovedpartens vedkommende materiale, der forefindes online eller kan downloades frit. Ved hjælp af en del af den software, der henvises til, kan læreren fremstille egne interaktive opgaver til brug for undervisningen.
|
|
Elevdelen omfatter dels en "teoridel" indeholdende informationer om det at lære sprog, og hvordan IT kan spille en rolle i den sammenhæng. Desuden er der aktiviteter, der knytter an til de givne informationer.
Elevdelens anden del udgøres af en slesvigsrejse, der ikke skal opfattes som et Landeskunde-materiale. Slesvigsrejsen er rammen om aktiviteter, der foregår på selve rejsen og om ting, det er hensigtsmæssigt at kunne klare, når man er på egen hånd i et tysktalende land - eksempelvis at spørge om vej og forstå den anviste vej, at købe billetter, at bestille mad og købe ind.
| Ved at pege på et symbol/ikon/billede popper et lille vindue op med forklarende tekst. | |
![]() |
Dette er ikonet for 'hjælp'. Ved at klikke på symbolet kan eleven kalde hjælp frem til den pågældende side. Prøv evt. at klikke på figuren nu. |
| Dette er ikoner for online-ordbøger |
| [op] |
|
|
|
Inden for fremmedsprogsforskningen opereres med begrebet 'intersprog'. Intersproget er mellemstation på vejen frem til beherskelsen af målsproget. Sproget er således et selvstændigt sprog, der hverken er modersmålet eller målsproget selv. Alt efter hvor i sproglæringsprocessen man befinder sig, er intersproget placeret forskellige steder på intersprogsskalaen og flytter sig fremad i takt med sprogtilegnelsen. Empiriske undersøgelser synes at vise, at intersproget i perioder, hvor der ikke arbejdes med målsproget, står i stampe. Meget tyder også på, at der ligefrem sker en regression.
Hjemmesiden skal dels ses som en mulighed for og et tilbud til den enkelte elev til vedligeholdelse af intersproget i perioder, hvor der ikke arbejdes med fremmedsproget i skolesammenhæng - det være sig ferier, praktikperioder, emneuger etc.
Dels er hjemmesiden bygget således op, at man som lærer kan inddrage den i sin undervisning. Arbejder man for eksempel med emnet 'Wir gehen essen' vil det være muligt at arbejde med de pågældende aktiviteter på hjemmesiden for senere at etablere et restaurantmiljø i klassen og inkorporere, hvad der er arbejdet med på hjemmesiden.
|
|
Autonom læring eller ansvar for egen læring er begreber, der er oppe i tiden. 'Ansvar for egen læring' kan let gå hen at blive noget, man slår eleven oven i hovedet med og siger :"Det er også din egen skyld, at du ikke lærer noget." Det er imidlertid umuligt at tage ansvaret for noget, man ikke kender til, og hvis ikke eleven har nogle angrebsvinkler til sproglæringen, forbliver 'ansvar for egen læring' et begreb uden substans. For at kunne tage et medansvar for sin egen læring, må man nødvendigvis vide noget om, hvordan man lærer, have kendskab til egne læringsstile. Læring er som bekendt noget, der sker hos den enkelte - det er umuligt for læreren at hælde viden ind i eleven.
At føre logbog er, ligesom bevidst arbejde med læringsstrategier, et af de værktøjer, som kan være et redskab for den enkelte til at holde øje med egen læringsproces. I logbogen kan gøres notater om, hvorledes man greb en given opgave an, hvilken måde, der virker bedst for en selv ved indlæring af nye gloser, om det hjælper at se video i forbindelse med lytteopgaver, eller om ren lyd virker bedst, om der er sket fremgang inden for områder, man tidligere har arbejdet med etc.
Til hver af aktivitetssiderne på elevdelen er det muligt for eleven at føre logbog. Logbogen er interaktiv i den forstand, at eleven kan indtaste sine notater. Af tekniske årsager er det ikke muligt for eleven at gemme sine logbogssider til senere genfremkaldelse, men ved at klikke på 'send' får eleven på skærmen en kopi af det indtastede. Denne kan efterfølgende printes ud og indsættes i en fysisk mappe.
|
|
Til hjemmesiden knytter sig en test, der på ingen måde hviler på et videnskabeligt grundlag og derfor heller ikke skal tages for mere, end den er - en slags appetitvækker. Testen kan tages såvel før, under og efter arbejdet med hjemmesidens aktiviteter. Testen omfatter en 'landeskunde-del', 'spørge om og få vejforklaring', 'indkøb', 'restaurantbesøg', 'sightseeing', 'på hotellet' samt 'blandet gods'. Det er ikke muligt at gemme sine testresultater.
|
|
Under dette menupunkt gemmer sig diverse opgaver - opgaver, som ikke har relation til hjemmesidens temaer.
|
|
Copyright ã 2002 by Birgitte Nielsen